Turen hjem

mitlivnu | onsdag 27 januar 2010 21:59


Turen hjem fra arbejde i dag tog mig ca. 1½ time. Normalt kan jeg være hjemme på 35-40 min. med bus eller 30 min. på cykel.

Men turen i dag var noget anderledes på grund af sneen.

Jeg lagde ud med lige nøjagtigt ikke at nå min bus, da jeg skulle hjem. Nåh! Ingen panik. I stedet gik jeg hen og tog en anden bus ind til Hovedbanegården. En bustur der normalt tager ca. 12 min. I dag tog den det bedste af 20 min.

På Hovedbanen var jeg heldig. Min bus til Amager-land kom med det samme. Til gengæld sneglede den sig gennem Amagerbrogade. Blev dog godt underholdt, at en flok små-drenge, der var på vej hjem fra en skoletur. De snakkede om Bakugan og WOW, og som drengemor er det jo emner  jeg ved lidt om.

Vel ude på Amager skiftede jeg bus endnu en gang. Ventede ca. 10 min. på bussen, og da den kom var turen hjem kort. Men alt i alt en hjemtur på 1½ time.

Lige nu overvejer jeg, om jeg skal tage en hjemmearbejdsdag i morgen.

Bryggeren

tv | mandag 25 januar 2010 22:04


Ved ikke om det er mormor, hipt eller kitch - men har lige opdaget at DR K genudsender Bryggeren.

Og den bliver jeg sgu nødt til at gense.

Hurtig weekend

mitlivnu | søndag 24 januar 2010 20:15


Weekenden har været én af den slags som flyver afsted.

I går holdt vi yngstepigens fødselsdag med fødselsdagsboller, varm kakao med flødeskum og lagkage med 8 lys. Og fik konstateret, at yngstepigen har én kæreste, efter at næsten alle lysenene på lagkagen var pustet ud.

I dag har Allan og ungerne været på endnu en kælketur. Og yngstepigen var med. Turen gik til 5-øren, hvor der blev kælket i kulden.

I morgen er det mandag. Ny uge. Ny arbejdsdag. Og mellem os, så er det sgu ikke lysten der driver (arbejds)værket i øjeblikket!

Forsvundne danskere

mitlivnu | torsdag 21 januar 2010 20:22


Dagen i dag har været alt andet end kedelig. Faktisk har der været lidt for meget drama.

Min kollega på arbejdet har været på ferie i udlandet i et par uger, og skulle have været tilbage på pinden i dag. Men hen over frokost var hun endnu ikke dukket op. Vi nåede at overveje, at tage hjem til hende. Men heldigvis fik vi kontakt til hendes mand, som kunne fortælle, at min kollega lå hjemme og sov efter et døgns rejseri … og havde åbenbart lykkeligt glemt alt om arbejde.

Lidt senere ringede Allan til mig, og fortalte at han var på vej til yngstepigens SFO. SFO’en havde ringet til yngstepigens mor for at sige, at yngstepigen var forsvundet mellem skolen og SFO’en efter skoletid. Vel nok en besked som alle forældre frygter at få.

Så Allan og hans eks hastede til SFO’en, og heldigvis fik de kort tid efter at vide, at yngstepigen stadig var på skolen - på lektiecafé. En lærer havde sagt, at hun skulle gå på lektiecafé, og havde derefter glemt at give besked til SFO’en, om at  yngstepigen ikke kom lige efter skole. Ikke smart!!!

Nu har vi styr på både kollega og yngstepige – og alt er som det skal være.

Kedelig blog

mitlivnu | lørdag 16 januar 2010 17:52


Der er ikke sket meget på bloggen denne uge. Der er vist heller ikke sket de helt store epokegørende ting i mit liv denne uge. Men sådan må det også være en gang i mellem.

Dagene er gået med arbejde, arbejde, familie og …. ja hverdagssysler.

Lørdagen bliver brugt på, at få bugt med den grimme hoste og feber som jeg har pådraget mig i de sidste par dage. Håber dog at være fit for fight igen mandag morgen.

Stille søndag

mitlivnu | søndag 10 januar 2010 16:58


Allan og drengene er taget i Dyrehaven for at kælke på Djævlebakken.

Jeg er blevet hjemme med yngstepigen, som er forkølet og har feber. Vi ser tegnefilm, drikker varm te og kakao og spiser guf. Ren hygge når vi nu ikke kunne komme med ud og kælke.

Vaskemaskinen er på dagens fjerde vask, og nu kan jeg snart ane bunden af vasketøjskurven.

Og om ikke så lang tid skal jeg i gang med aftensmaden, som i dag står på lasagne. Jeg er sikker på, at det er tre meget sultne mandfolk, der kommer hjem efter erobringen af Djævlebakken. 

Tiltrængt weekend

mitlivnu | fredag 8 januar 2010 09:10


Den første uge efter juleferien har – af den ene og anden grund – været hård at komme igennem.

Så den kommende weekend er meget tiltrængt. Den skal bruges til afslapning, og til at være sammen med alle børnene.

Det er vist lige det jeg trænger til efter arbejdsugen.

Lørdag

mitlivnu | lørdag 2 januar 2010 12:12


Det sner. Og det ser ud til at sneen bliver liggende.

I dag skal Victor og jeg en tur i Fields og have byttet Victors vinterjakke. Han har haft jakken i under en måned og lynlåsen er allerede gået i stykker. Det duer bare ikke!

Bagefter smutter vi en tur i biffen for at se Alvin og de frække jordegern 2. Victor har talt længe om, at han godt vil se filmen – så i dag skal det være.

Og så er jeg vel på en eller anden måde gået i gang med at forberede mig på, at hverdagen starter op igen på mandag. Mental forberedelse.

Bare så det ikke kommer helt bag på mig.

1. januar 2010

børn | fredag 1 januar 2010 12:41


Godmorgen.

Så er vi ved at få øjne her i huset. Nytårsaften gik godt. Lækker mad, god rødvin. Megen latter og til sidst nytårsfyrværkeri i haven. Selvfølgelig med beskyttelsesbriller.

Årets første indlæg skal som altid være et KÆMPE STORT TILLYKKE til yngstepigen, som i dag fylder 8 år – og slet ikke er så lille mere :-)

dansk-flag[1]