Fælles forældremyndighed skulle – efter min mening – være en naturlov i de tilfælde, hvor begge forældre er fuldt ud i stand til at tage sig af deres børn. Og vil deres børn. Men sådan er det ikke altid.
I syv år har Allan ikke haft forældremyndigheden over sine to børn. Han har ikke fået informationer fra vuggestue, børnehave eller skole, andet end hvis han selv opsøgte dem. Han har ikke været med til at vælge, hvilken skole hans børn skulle gå på. Det har sågar været en mindre kamp for ham, bare at få adgang til forældreintra på børnenes skole.
Og der var dengang han skulle hente børnene i børnehaven, men pædagogerne ville ikke udlevere børnene til ham, fordi hans eks – ved en forglemmelse – ikke havde oplyst, at Allan hentede børnene den dag.
Men alt det er forhåbentlig snart slut, for i formiddags postede Allan ansøgningen om fælles forældremyndighed til statsamtet. Med både sin og eks’ens underskrift. Nu burde det kun være en formssag, at få tildelt fælles forældremyndighed.
Jeg glæder mig rigtig meget over, at Allan nu har ansøgt. Og over at loven nu er ændret, således at Allan har nemmere ved at få ansøgningen godkendt.
For det er ikke nogen naturlov, at kun moren skal have forældremyndigheden. Efter min mening.