Godt nytår
I morgen er det nytårsaften. Tid til status over 2008 og tid til at skue fremad mod 2009.
2008 har for mig og Allan været et år med mange forandringer. Gode forandringer. Starten af året gik med at se på huse, og i februar skrev vi endeligt under på købskontrakten til vores hus.
Den 1. april startede jeg på nyt arbejde, og den 8. april flyttede vi. Det var en hektisk – men også – dejlig tid.
Fredag d. 8. august sagde Allan og jeg JA til hinanden på rådhuset. Vi havde en helt igennem dejlig bryllupsdag med familie og venner. En dag som vi altid vil tænke tilbage på med glæde.
Rejser er det også blevet til i år. Vi startede året med at tage til et vinterkoldt men julesmukt Paris …
Vi havde en dejlig forlænget weekend i vores by Rom sidst i april …
Og i august tog vi på honeymoon til Barcelona …
Næste år går turen til Disneyland, Paris med børnene. Det glæder vi os alle til.
Det at vi har fået hus og dermed mere plads, har også været godt for vores familieliv. Børnene er gladere og trives bedre, nu de har mere plads at udfolde sig på. Vi voksne bruger ikke så meget tid på at tysse på ungerne, som da vi boede i lejlighed. Og har ungerne brug for at brænde energi af, ja så har de en have, de kan løbe ud i. For ikke at tale om badebassinet i sommer. Det var et kæmpehit for både voksne og børn.
Alt i alt har 2008 været et godt år. Jeg ser frem mod 2009 og håber, at det vil blive et godt og sundt år for os, gerne igen med forandringer og oplevelser af de gode.
Godt nytår








