Så må der jules på bloggen!

… når man sidder på sit arbejde, klikker ind på skolefotohjemmesiden og finder tre dejlige billeder af sin søn, hvor han bare ser glad ud.

Dét fik mig til at smile resten af eftermiddagen.

Jeg har nu fulgt min diætists madplan og råd i ca. en måned og jeg har i alt tabt 3,9 kg.

Det er sgu da helt okay! 

Jeg kan hverken sy, strikke eller brodere. Det skyldes nok en blanding af utålmodighed og dovenskab at jeg aldrig har lært det.

Til gengæld har jeg en mor, der er god til alle tre ting og noget af det julepynt jeg har hængt op i dag stammer fra hendes hånd.

Der er den lille nissepige som laver risengrød. Den syede min mor til mig, da jeg var Au Pair i England for mange år siden.

Der er løberen med de første linier fra Peters Jul

Og der er pakkekalenderen som min mor lavede til Victor, da han var lille.

Nu er de alle kommet op at hænge og det betyder at julen er kommet et lille skridt nærmere.

Lige om lidt skal jeg til at finde mit julepynt frem.

Og mens jeg pynter op kan jeg lytte til Natalie Coles udgave af én af mine absolutte favorit julesange, The Christmas Song. Teksten står i lyric boxen.

Børnene er nemme.

De har lavet alenlange julegaveønskelister.

Det er straks værre med kæresten. Jeg har købt én julegave til ham men han skal have én mere.

Nogen gode forslag???

Kæresten, hans datter og jeg har været i Tivoli i eftermiddag og bagefter gik vi på McDonalds.

Jeg gik med kærestens datter på toilettet og mens jeg ventede på at hun blev færdig, udspandt denne samtale sig:

Anette: “Er du snart færdig?”

Kærestens datter: “Jaaa, om tre pølser.”

Det var da et kort og præcist svar.

Jeg tror, at barnet ikke kan tåle marsvin!

Jeg har lige hentet ham hos en legekammerat som har to marsvin og Victor mødte mig med røde øjne, hæs stemme og mange nys.

Nu er vi hjemme og røde øjne, hæshed og nyseriet er så godt som forsvundet.

Jeg er sikker på, at det var en reaktion overfor marsvinene – jeg håber dog, at jeg tager fejl.

Det er et godt stykke tid siden, at Victor blev 9 år. I august måned. Alligevel er han blevt fejret endnu en gang, for vi holdt nemlig fødselsdag for Victors klasse i dag sammen med 3 andre børn fra klassen.

Vi var ude at bowle med børnene og det var alle tiders hit. Men hold op, hvor er der meget energi, støj og larm i sådan en flok 9-års drenge og piger. Jeg kan godt mærke, at jeg er træt i hovedet nu.

Men det vigtigste er, at børnene havde en dejlig eftermiddag og det er jeg helt sikker på, at de havde.

For resten af aftenen er der bare afslapning og måske et par afsnit af Lost.

Jeg er træt af -

at vi mangler mere plads i lejligheden!
at der ingen dør er mellem vores stue og soveværelse!
at ting ligger fremme og roder, fordi vi ikke har plads til flere skabe eller skuffer i lejligheden!
at børnene deler værelse!
at jeg er begyndt at håbe på, at børnene ikke får for store julegaver, for det er der heller ikke plads til!
at vi ikke har råd til at købe hus lige NU!
at overboen larmer!

Jeg er i den grad hus-klar!

Moster står og beundrer Christians seng med indhold og kommenterer en tøjabe, der ligger ved hovedpuden.

Moster: “Sikke en fin sovebamse du har, Christian.”

Christian, meget bestemt til Moster: “Nej! Abe!”

Så kan du lære det, Moster!

Alle skriver om valget lige i øjeblikket, så her er i stedet lidt billeder og god stemning fra Rom.

Den første dag gik turen til Colosseum …

… og derefter mit absolutte favoritsted i Rom, Foro Romano.

Vi var i Villa d’Este med de mange smukke springvand

Vi var på blomster- og frugttorvet Campo dei Fiori hvor der også blev solgt mange andre ting.

Vi så Pantheon …

… og en ægte 2000 år gammel pyramide!

Og til slut kæresten foran restauranten hvor vi den sidste aften i Rom fejrede dels vor 3 års dag som kærester og dels afslutningen på en dejlig ferie.

Så er jeg hjemme igen efter en dejlig ferie i Rom.

Og sørme om jeg ikke også nåede over at stemme!

I morgen eftermiddag sidder jeg måske her. På en udendørs restaurant et sted i Rom og spiser frokost:

 Jeg glæder mig.

Frederikke skriver om sammenfald af datoer og om at verden nogen gange kan være meget lille.

Det får mig til at tænke på ét bestemt år i mit liv, hvor én bestemt dato skildte sig ud.

I april 1997 blev jeg gravid for første gang. Jeg blev sat til den 12. december 1997 og glædede mig meget til at få et rigtigt julebarn. Desværre aborterede jeg spontant i starten af maj måned, så mit julebarn kom aldrig.

Alligevel skete der noget meget specielt den 12. december 1997, samme år. Den dag stod jeg nemlig med en positiv graviditetstest i hånden og havde lige fundet ud af, at jeg var gravid igen. Denne gang med Victor.

Nogen gange er livet meget forunderligt.