I forbindelse med min operation i næsen har jeg anskaffet mig et næsehorn. Ikke et levende et af slagsen som bor i Zoologisk Have, men et lavet i plastic.

Og det er ganske enkelt genialt. Det kræver lidt tilvænning at bruge, men når man først er i gang så virker det effektivt og jeg synes virkelig, at jeg får skyllet og renset ud i både næse og hoved. Og det er en god fornemmelse for sådan én som mig, som det meste af tiden har en næse der klør, kilder eller er helt eller delvist stoppet på grund af høfeber og/eller allergi.

Hornet er enkelt at bruge. Det fyldes med saltvandsblandning, man hælder hovedet på skrå – gerne over køkkenvasken – og så er det ellers bare at ramme næsen og hælde, så kommer resten helt af sig selv.

Jeg har ikke aktier i et næsehornsfirma (hedder det mon det??) men alligevel … prøv det

For første gang gik Victor selv hele vejen hjem fra skole i går. Skolen ligger i retning af mit arbejde, så jeg har altid fulgt ham og når han er på cykel er det stadig i selskab med mig.

Men i et stykke tid har han selv gået halvdelen af vejen til skole og det har han helt styr på nu.

Og i sin høje alder af 9 år mener han, at han ikke længere kan klare sig gennem livet uden en mobiltelefon. Moren mener nu, at så længe han er blevet fulgt til og fra skole og til og fra legekammerater, så har han ikke haft brug for en mobiltelefon. Men hans pres bliver stærkere og stærkere og min argumentation (Victor, jeg fik min første mobiltelefon da jeg var 31 år!) bliver svagere og svagere, specielt når han kommer med den klassiske trumf: Alle de andre i klassen har én!

Krav til telefonen har den unge mand også: Det skal være en klap-sammen telefon, der skal være kamera i og et FCK-logo!

Nu vil jeg lige se tiden an i et par måneder, og hvis han fortsætter med at gå til og fra skole selv, så kryber jeg jo nok til korset og køber den billigste Nokiamodel jeg kan få fat i til ham. Og indrømmer, at jeg er en svag mor!

Til slut et spørgsmål: Hvor gamle (unge) var Jeres barn/børn, da de fik den første mobiltelefon?

Dagens ofrer: Et par totalt forsvarsløse edderkopper og stankelben inkl. spindelvæv, der måtte lade livet under en let støvsugning jeg foretog – selvfølgelig med næse og hoved helt i ro næsten.

Altså! Jeg kan jo ikke sidde helt stille så jeg er på anden tøjvask og har rydtet op i børnenes klædeskab, så der er blevet lidt mere hyldeplads til deres tøj. Og så har jeg også nuppet en enkelt opvask. Altsammen selvfølgelig mens jeg holder hovedet og næsen i ro.

Nu spiser jeg frokost – Spaghetti Carbonara - mens jeg ser et afsnit af Dallas. Det var dengang mænd var mænd og gik med store cowboyhatte, kvinder gik med kæmpe skulderpuder, heftig make-up og glitrende øreringe og ingen af skuespillerne nogensinde spiste af alt den lækre mad de fik serveret (hvilket undrede mig meget da jeg var 10-12 år).

Når Dallas er slut – så er det vidst tid til en lille lækkerlur.

Inden kæresten kommer hjem i eftermiddag satser jeg på at nå i bad og komme ned med de affaldsposer, der lige nu står og fylder i køkkenet.

Så har jeg vidst også lavet nok i dag.

KÆMPESTORT TILLYKKE til kærestens søn som bliver 7 år i dag.

Vi ser ham først i morgen, så gaven og fødselsdagsknuset må vente indtil da.

En lækker frisklavet smoothie og nybagt yoghurtbrød til morgenmad.

Så bliver det ikke meget bedre.

Jeg tilbragte som sagt 1½ døgn på hospitalet og selvom jeg det meste af tiden havde det fint og selvom min operation var én af de mindre, så var der alligevel et par hændelser, der fik mig til løfte øjenbrynet (selvom det trak i forbindningerne på næsen):

Svar fra sygehjælper, da jeg har sagt at jeg har feber: “Det er nok bare fordi her er varmt på stuen”! Men jeg kan sgu da selv føle på min krop, at jeg har feber!

Om aftenen får jeg så udleveret et termometer, så jeg rent faktisk kan konstatere, at jeg har 38,5 i feber. Klokken er ca. ni om aftenen da jeg tager min temperatur. Jeg lægger termometeret på mit bord og falder i søvn. Det resulterer i, at personalet først ser det kl. 6 om morgenen, da de kommer for at tage min morgentemperatur.

Overbevisende kommentar fra læge lørdag morgen, da han tilser mig ved stuegangen: “Senere i dag får du taget gazen ud af næsen”. Det skete bare ikke. Det endte med at jeg skulle beholde den i til i dag, søndag.

Bemærkning fra den læge der opererede mig, da hun lørdag middag kom op på stuen for at tilse mig: “Du havde fået at vide at jeg kom nu, ikke?”. Nej, det havde jeg ikke. Og så fortalte hun mig, at de først ville tage gazen ud søndag, da jeg åbenbart havde blødt en del under operationen. Burde sådan noget ikke stå i min journal, så den første læge kunne have fortalt mig det?!

Patienter der er indlagt i længere tid end mig og med mere alvorlige lidelser end mig, vil muligvis mene, at ovenstående er petitesser. Men det får mig til at tænke, om sygehuspersonalet vitterligt er så fortravlet og stresset, at de ikke har tid til at tale med hinanden eller orientere sig ordenligt om patienten.

Jeg er glad for, at jeg er hjemme igen.

Vi har været oppe kl. 7.30 her til morgen og om lidt er vi igen på vej til hospitalet.

Jeg håber, at vi er hurtigt hjemme igen – efter kun 1½ dag på hospitalet synes jeg alligevel, at jeg har været der nok.

I eftermiddag skal jeg se bold og ellers prøve på at holde min næsetip i ro. Så kæresten komme nok til at stå for aftensmaden igen i dag.

Det er i grunden ikke så galt!

Så er jeg hjemme igen efter min operation i går. Alt gik godt og bortset fra lidt feber og træthed har jeg det fint. Heldigvis har jeg ingen ømhed i næsen – det havde jeg frygtet lidt.

Jeg er hjemme på orlov fra hospitalet til i morgen kl. 10, hvor jeg skal møde op for at få fjernet det gaze jeg har siddende i næsen. Så skal jeg til kontrol på torsdag og så skulle det være overstået.

Lige nu laver kæresten mad til mig og jeg flyder på sofaen med Spin City.

Det er sgu dejligt at være hjemme igen!

Jeg har ville skrive om det i de sidste par dage, men jeg har enten været for træt eller også er jeg kommet fra det. Men tiden nærmer sig og jeg kan ikke skyde det fra mig længere, som jeg har gjort de sidste par uger.

I morgen skal jeg til forundersøgelse på hospitalet og på et tidspunkt på fredag, lægger lægerne mig til at sove, så de kan give mig ny og bedre luft gennem næsen. Det er et forholdsvis lille indgreb, alligevel er jeg lidt nervøs og glæder jeg mig til at få det overstået.

Jeg har to gange tidligere i mit voksenliv prøvet at være i fuld narkose. En spøjs oplevelse og også lidt ubehagelig, da man jo vitterligt lægger sit liv i andres hænder og selv mister kontrollen på det der sker. Alligevel tror jeg nok, at jeg foretrækker fuld narkose frem for lokalbedøvelse, da man trods alt lykkeligt sover sig fra det hele.

Efter operationen venter ca. 14 dages sygemelding, hvor jeg vil ligge på sofaen og lade kæresten varte mig op og skifte kanaler på TV’et for mig osv. osv. I hvert fald de første to dage.

… under sofaen da jeg endelig fik taget mig sammen til at støvsuge under den:

Nullermænd i flere lag, et Junior Tivoli Årskort, legetøj fra Kinder Æg, lidt havregryn og mange M&Ms i forskellige farver.

Det var da en meget god fangst!

I morgen starter Victor i 3. klasse. Jeg kan slet ikke fatte, at han nu er 9 år og nu skal til at starte på et nyt fag: Nemlig Engelsk. Så jeg skal nok også til at grave nogen af mine gamle engelskkundskaber frem igen.

Men det skal nok blive godt for ham og måske kan nogle af de mystiske ord, der dukker op på hans Gameboy og Playstation nu give mening for ham, når han får proppet lidt engelske gloser ind i hovedet.

KÆMPESTORT TILLYKKE til min dejlige nevø som bliver to år i dag

Når man nu bliver to år, så skal man jo have en kæmpestor gave.

Den indeholder noget med hjul, der kører rundt ude på vejen tidligt på dagen og henter skrald. Så røber jeg heller ikke mere.

Så har vi købt os en blender

Og nu efterlyser jeg så sunde opskrifter på smoothies.

Nogen der har det??

Kæresten sover endnu men jeg har været vågen i et stykke tid. Er rykket ind på sofaen og tænker lidt på det der skal ske i weekenden.

I dag skal vi købe gave til min nevø som har fødselsdag i morgen og derefter skal vi en tur på hospitalet for at besøge min venindes mand, som desværre blev indlagt i går. Han har det efter omstændighederne godt, heldigvis.

Senere i eftermiddag skal jeg til min søster og i et par timer skal vi råbe og skrige og té os på den fede måde, for vi skal nemlige se fodbold sammen

Og i morgen skal nevøen fejres med lagkagemand og masser af gaver og knus & kram.

Lige nu har jeg rigtig meget lyst til en kop kaffe – hvad jeg ellers ikke drikker så meget af. Men jeg tror, at jeg vil gå ud og sætte en kop Starbuckskaffe over og måske forberede lidt morgenmad til mig og kæresten.

Kan I ha’ en god weekend derude