… og det går fint med Victors diabetes i øjeblikket. Victor er i øjeblikket i det der kaldes “honeymoon” fasen. Det vil sige, at hans egen insulinproduktion har fået et boost af den insulin har har fået. Så lige nu er han helt fri for at tage insulin. Victor måler stadig sit blodsukker 6-7 gange om dagen og vi skriver stadig kulhydrater ned for hvert eneste måltid han spiser. Men det er dejligt, at han kan slippe for insulinpennen. “Honeymoon” fasen kan vare i uger eller måneder. Jeg har et lille håb om, at den for Victors vedkommende vil vare til efter sommerferien. Men nu må vi se. Vi tager det som det kommer.

Ellers glæder vi os over at denne uge byder på kun 3 arbejdsdage og hele 4 dages forlænget weekend. Og på fredag er der vist lige noget med en fødselsdag. Som i 43 år! Det må jeg vist også bare tage som det kommer!

Fredag den 13. april blev Victor diagnostiseret med diabetes type 1. Det betyder, at Victor resten af sit liv – eller indtil en eller anden mirakelkur bliver opfundet – skal tage insulin, da hans krop ikke længere selv producerer insulin. Lægerne har ikke kunne fortælle os præcis hvad, der har udløst diabetes hos Victor, men et bud har været den influenza Victor havde lige før påskeferien.

I påskeferien lagde vi mærke til, at Victor var begyndt at drikke meget vand. Som i meget meget vand! Han var tørstig hele tiden, og da alt det vand han indtog også skulle ud igen, rendte han også på toilettet hele tiden. Jeg var godt klar over, at det kunne være tegn på diabetes, men tænkte at det også kunne være tusinde andre ting, der udløste Victors tørst. Så nærmest for at få afkræftet at det skulle være diabetes, fik Victor en tid hos lægen fredag den 13. april.

Det var Victors fars kæreste der tog med Victor til lægen fredag morgen. Hos lægen kunne de se, at der var meget sukker i Victors blod og urin. I første omgang ville de sende blod- og urinprøven til kontrol, og vi ville få svar på prøverne mandag eftermiddag. Men fredag eftermiddag ringede lægen. De ville gerne se Victor igen med det samme, så de kunne tage en ekstra blodprøve. Victor kom til lægen, blodprøven blev taget og så gik det stærkt. Fredag aften blev Victor indlagt på Herlev Hospital med diagnosen: Diabetes type 1.

Victor var forskrækket og ked af det fredag aften. Han fik taget mange blodprøver i de efterhånden godt ømme arme. Han var træt og forvirret over alt den information, han havde fået på meget kort tid. Og mest af alt, var han ked af at være indlagt på hospitalet og ikke være hjemme. Men som aftenen gik faldt han til ro igen og humøret blev heldigvis bedre. Victor og jeg fik vores egen stue på 20. etage på Herlev Hospital – eller Hotel Herlev som vi omdøbte det til. Vi fik aftensmad og en meget træt Victor fik sin første insulin og kom i seng. Min seng kom først ind på stuen omkring midnat, og så kunne jeg også få noget tiltrængt søvn. Natten gik med at Victor fik målt sit blodsukker ca. hver 2. – 3. time, men vi fik også sovet indimellem.

Ligeså ked af det Victor var fredag, da han blev indlagt, ligeså SEJ var han i de 4 dage, han var indlagt og efter han er kommet hjem. Hen over weekenden lærte han selv at måle sit blodsukker og tage sin insulin. Victor skal tage insulin i låret morgen og aften, og i maven før han spiser. Og han skal måle blodsukker flere gange om dagen. Det vil sige morgen og aften, før hvert måltid og ca. 2 timer efter han har spist. Når Victor er til basketball, skal han også måle sit blodsukker.

Vi sov på 20. etage på børneafsnittet fra fredag til mandag. Jeg sov hos Victor i to nætter og Victors far sov på hospitalet fra lørdag til søndag. Mandag formiddag blev vi flyttet ned på 10. etage og mandag blev også dagen, hvor lægen vurderede, at det gik så godt med Victor og at vi nu havde så godt styr på insulin og blodsukker, at Victor kunne komme hjem og sove. Det blev Victor meget glad for at høre, og et par timer senere var vi på vej hjem!

Tirsdag blev Victor udskrevet fra hospitalet og vi kunne tage hjem med et arsenal af insulinpenne, nåle og strips til hans blodsukkerapparat. Og med det meget vigtige telefonnummer til børneambulatoriet på Herlev Hospital, som Victor nu er tilknyttet. Her kan vi dag og nat komme i kontakt med diabetessygeplejerskerne, hvis vi har spørgsmål eller hvis Victor bliver dårlig.

Vores liv blev vendt op og ned fredag den 13. Victor – og vi – skal nu til at lære at leve med diabetes. Og lære de forholdsregler, som det kræver. Men - og det tror jeg er meget vigtigt for Victor og for os – det er Victor der skal styre sin diabetes og ikke diabetes der skal styre Victor. Derfor bruger vi meget tid på at måle blodsukker, vurdere insulinenheder i forhold til blodsukker og kulhydrater, og vi øver i at tælle kulhydrater i hvert måltid mad som Victor spiser. Det er så tidligt i forløbet, at Victors krop stadig producerer insulin. Derfor har Victor i øjeblikket kun brug for insulin om morgenen og kan klare sig resten af dagen uden. Det vil ændre sig i takt med at Victors krop stopper med at producere insulin, og så vil Victor få brug for at tage mere insulin.

Victor er – heldigvis – den der har taget hele forløbet bedst. Han har nu været i skole i 14 dage og klarer det fint. Han er startet til basketball og hverdagen er igen ved at være tilbage til normal. Eller så normal som den nu kan blive!

Påskeferien var et godt mix af hygge med børnene, besøg hos min veninde og så nåede Allan og jeg også et smut til Rom i tre dage. Vejret i Rom var en blanding af regn og kulde men der nåede også at blive så varmt, at vi kunne gå rundt uden overtøj. Rom var, som altid, fantastisk. Jeg tror aldrig, at vi bliver trætte af byen.

Hjemme blev det også til to ture i biffen: The Hunger Games og En Kongelig Affære. Førstnævnte film så jeg med Victor og den anden film med min veninde. The Hunger Games var god. En rigtigt spændingsfilm og helt perfekt at se med min teenager

En Kongelig Affære blev set i Albertslund Bio sammen med min veninde. Så kunne vi også lige sukke over den lækre Mads Mikkelsen! Men udover sukkeriet, så er filmen om Caroline Mathilde og Struensees affære én af de bedste danske film jeg længe har set. Fantastisk skuespil, god autentisk historie og skønne kostumer.  Jeg har faktisk bogen En Kongelig Affære stående på min boghylde, og skal helt sikkert snart i gang med at læse den.

I dag har jeg sovet længe, som i helt til kl. halv ni. Teenageren sov endnu længere, så morgenmaden og kaffen blev nydt i fred og ro med morgen tv i baggrunden.

Jeg har været et hurtigt smut til lægen i formiddag, har svunget støveklud og støvsuger og vasket et par maskiner tøj. Senere i dag tager teenageren og jeg en tur i biffen, for at se The Hunger Games.

I morgen venter endnu en fridag sammen med Victor og måske også mellemstedrengen. Senere på ugen har jeg en aftale med en veninde – og mon ikke også der bliver lidt kærestetid med Allan.

Vi har travlt med at oplære hinanden og der er ikke tid til så meget small talk med de nye kolleger. Det bliver der forhåbentlig tid til, når tingene falder lidt til ro og vi alle får styr på de nye opgaver.

Men én ting er sikkert. Jeg sover rigtigt godt om natten i øjeblikket!

I dag havde jeg sidste arbejdsdag på den ene side af parkeringspladsen og på mandag starter jeg så med at arbejde på den anden side af parkeringspladsen.

Og jeg tror på det! Tror på, at det bliver bedre. Tror på, at jeg kan se lyset for enden af tunnelen. Tror på, at jeg nu kan få ro til at løse mine arbejdsopgaver på en god og konstruktiv måde. Tror på, at jeg får nye fantastiske kolleger – og at vi sammen kan arbejde sammen på at give den bedste service vi kan.

Men inden det går løs på mandag, vil jeg smide stængerne op og slappe af og nyde weekenden.

Teenageren sover stadig og Allan og ungerne er taget i skole, da børnene har afslutning på deres projektuge i dag. Jeg sidder i sofaen med pc, wordfeud og varm kaffe og tænker, at livet egentlig er ret fedt

Det var på alle måder et godt visit, og efter at have fået et kort – som i meget kort – indblik i deres arbejdsopgaver og metoder tænker jeg, at nu kan det da kun gå fremad.

Og solen skinner

Forrige onsdags fyringsrunde er ikke glemt, men vi er også begyndt at se fremad på arbejdet. Det indebærer bl.a. at en kollega og jeg inden for den næste måneds tid flytter over på den anden side af parkeringspladsen til vores søsterbygning. Vi får nye arbejdsopgaver og nye kolleger og jeg tror, at det bliver godt efter alt det vi har været igennem.

I det lille hjem har teenageren forstuvet sin tommelfinger og han er blevet klippet i dag. Det er vist det vildeste jeg har at berette her lige op til weekenden. En børnefri weekend, der måske byder på brunch. Det er i hvert fald planen indtil videre.

Der skal så lidt til at gøre en forskel. At sende et menneske jeg ikke kender et smil, sige hej, komplimentere ‘hende ved kasselinjens’ flotte frisure eller min venindes, hjælpe et menneske, som har brug for din hjælp.   Det er noget der rykker – i dig, i mig og i os allesammen!

Sådan lyder opfordringen fra Mette.

Efter at jeg er kommet igennem denne uge, som indebar en fyring af 41 fantastiske kolleger på mit arbejde, kan jeg med ærlighed sige, at alle kolleger har gjort en kæmpe forskel. For mig. Og for hinanden.

Siden onsdag, ja faktisk i hele februar måned, har vi været gode til at tage os af hinanden, opmuntre hinanden, give et kram, stoppe op og tage en snak – også med kolleger, man kender mindre godt – eller gå en tur langs havnefronten i frokostpausen med hinanden. I den nærmeste fremtid vil vi også være gode til at vise en ekstra omsorg for hinanden. For de forandringer vi skal igennem, er ikke slut endnu.

Jeg sender ikke opfordringen videre, men opfordrer alle til at passe godt på hinanden – mens I har hinanden

Jeg fik lov at beholde mit job, men lige nu er det hele meget svært at rumme!

Ellers er ugen gået med sygdom. Allan har haft influenza og onsdag måtte jeg gå syg hjem fra arbejde med feber og ondt i halsen. Min hals føles stadig som en meget øm ildebrand og min næse er skiftevis stoppet eller løber. En sørgelig forfatning, men jeg skal på arbejde mandag, tirsdag og onsdag. Mandag får vi ved et stormøde informations om hvad der rent praktisk skal ske, når vi pr. 1. marts bliver slået sammen med vores nabo- og søsterstyrelse. Tirsdag skal bare overstås og så bliver det onsdag.

Onsdag morgen får jeg – sammen med resten af mine kolleger – besked om jeg er blevet fyret eller om jeg beholder mit job. Heldigvis får vi det at vide lige fra morgenstunden. Vi skal ikke – som sidst – vente en hel lang formiddag. Men uanset hvad, bliver det en trist dag. Selvom jeg skulle gå fri, skal jeg sige farvel til gode kolleger. Kolleger som jeg har et tæt samarbejde med. Kolleger som ikke bare er kolleger, men også gode venner.

Søndagen skal vist bare bruges til at passe godt på mig selv, så jeg kan blive så frisk som muligt til den kommende (møg)uge. Det får jeg brug for!

Allan og jeg fik lidt ekstra alenetid torsdag aften og den benyttede vi til at gå ud og spise. Fredag morgen var jeg alene hjemme. Sad længe – som i meget længe – over morgenmaden. Fik gjort rent og købt fødselsdagsgave til min søster. Og nød at have nogle timer helt for mig selv

I dag er hele familien samlet igen. Det vil sige, om et par timer er vi samlet igen. Når Victor er vågnet og når Allan har hentet yngstepigen og mellemstedrengen hos deres mor. Og så må vi se, hvad en regnvåd vinterlørdag har at byde på af sjov og ballade.

De har leveret soundtracket tilvores liv. Whitney, Michael, Amy, Kurt og mange andre, der er gået bort alt for unge. Vi har festet til deres musik, lyttet til dem når vi havde kærestesorg, skrålet med på deres sange under weekend-rengøringen, stået med børsten eller deoen i hånden foran spejlet og lært deres sange udenad. Og det vil vi fortsætte med.

Måske er det dét, der gør dem til lysende stjerner. At vi har dem med os overalt, på en eller anden måde. At én bestemt sang, kan bringe gode eller dårlige minder frem. At de altid vil være en del af vores liv.

RIP Whitney!