Et KÆMPE STORT TILLYKKE til Victor som bliver 12 år i dag. Dagen i dag bliver fejret i Tunesien, hvor Victor i øjeblikket er på ferie med sin far og papmor.

Men jeg glæder mig til om ca. 14 dage, hvor vi skal fejre fødselsdag for Victor – og mellemstedrengen.

Fredag havde min søster taget Christian med på arbejde, og da det nu ligger sådan, at min søster og jeg arbejder samme sted, fulgtes vi hjem.

Turen gik med havnebåden fra Islands Brygge til Nyhavn, og vi gik så fra Nyhavn til Kgs. Nytorv mens vi spiste is og kiggede på menneskemylderet.

I Nyhavn fik Christian øje på en kontrabas, og synes så at han ville delagtiggøre mig i forskellen på musikinstrumenter med ordene:

“Moster, den der guitar der står der, det er slet ikke en guitar. Det er en kontrabas!”

Så er det altså svært ikke at trække på smilebåndet

Om en lille måneds tid bliver Victor 12 år og er så småt ved at træde ind i de unges rækker. Det kan vi tydeligt mærke på ham på mange måder. Han er sur/glad. Han leger med Allans børn/han vil være alene på sit værelse. Han skifter mellem at være barn/ung (teenager).

En anden måde jeg kan fornemme på at Victor vokser både fysisk og psykisk er, at han har brug for at være mere sammen med sin far. Godt nok er han glad for Allan, men samværet med Allan kan aldrig helt erstatte samværet med hans far.  Og nogle uger bliver Victor en dag ekstra hos sin far, hvis det er det han gerne vil.

Victors far og jeg har altid haft Victor i deleordningen 7/7, og vi har altid haft ham i 14 dage hver i sommerferien. Dette er noget som vi voksne har bestemt. I år skal Victor i august en uge til Tunesien med sin far, og derfor skulle han kun have været hos sin far i en uge udover Tunesien-ferien. Men for første gang har Victor selv bestemt, at han vil være hos sin far i to uger i stedet for en. Og i øjeblikket hælder jeg meget til, at Victor bliver hos sin far til og med de har været på ferie sammen. Hvis Victor altså vil.

Hvis Victor vil, betyder det, at han skal være hos sin far i 4 uger. Det er lang tid – meget lang tid – men der er nogle ting der vejer for, at det måske er en god løsning: Først og fremmest at Victor gerne vil det. At Victors far har mulighed for at holde fridage i løbet af de 4 uger (det har jeg ikke). At hans fars kæreste går hjemme (både Allan og jeg vil være på arbejde hver dag), og Victor derfor ikke skal være alene hjemme.

Men pyha … mit (moder)hjerte siger mig, at 4 uger er uendelig lang tid. Men på den anden side bliver jeg også nødt til at lytte til og tilgodese, hvad Victor nu har brug for. Og hvis han har brug for en lidt længere periode sammen med sin far, ja så er det sådan det er. Indtil videre er planen, at Victor er hos sin far i de næste 14 dage, og så kommer her hjem i weekenden. Og hvis Victor så har lyst, så er han hos sin far i 14 dage derefter.

Det er en balancegang at være deleforældre, men jeg håber vi gør det rigtige ved så småt at åbne op for at Victor – en gang i mellem – selv kan vælge hvem han vil være hos.

Så er Victor blevet hentet, og starter nu på 14 dages ferie hos sin far. Og senere i august skal Victor en uge til Tunesien med sin far og farens kæreste.

Yngstepigen og mellemstedrengen skal hjem til deres mor senere i dag, og for deres vedkommende går ferien til Lalandia og Legoland. Og som yngstepigen udtrykte det i løbet af vores ferie sammen, så er det nogengange godt at far og mor er skilt, for så får man to ferier.

Allan og jeg holder ferie en uge mere, og vi har endnu ikke faste planer for den kommende ferieuge. Men det gør vel ikke så meget, bare det gode vejr holder.

Senere i dag tager vi måske en tur hen og besøger tvillingerne, og ser hvor store de er blevet. Men lige nu nyder vi bare en afslappet morgen.

Efter at have ligget på langs i 5 dage med så meget kvalme, at jeg på et tidspunkt seriøst overvejede at investere i en graviditetstest, er jeg nu ved at komme op til overfladen igen. Og det betyder indtagelse af rigtig aftensmad for første gang i 5 dage. Så må vi se hvordan mavsen arter sig.

Victor er kommet hjem fra 5 dages lejrskole, og da jeg for lidt tid siden ringede til Victors far, fik jeg at vide, at barnet var faldet i søvn. Sådan kan man også fordøje 5 dages lejrskole med fuld tryk på hele tiden (at dømme efter billederne på forældre-intra) :-)

Jeg talt med Victor i dag i telefonen, og vi kom ind på at det er Mors Dag i dag. Victor sagde til mig, at han ikke havde købt en gave til mig, fordi han ingen penge har.

Men … lovede han mig glad: “Så tegner jeg bare en flot tegning til dig, mor. Det er da lige så godt!”

Og det er det helt sikkert.

Så skete det endelig efter ca. 9 måneders spændt venten. Min venindes datter fik tvillinger i dag ved planlagt kejsersnit.

En lille dreng på 2630 g. og 50 cm, og en endnu mindre pige på 1490 g. og 44 cm. Både mor, tvillinger og farmand har det godt

Pyha … spørg lige om jeg glæder mig til at se de søde små bebser live en af de nærmeste dage!

At lave engelsk lektier med Victor kan være enten helvede eller himmel. Der er sjældent en gylden mellemvej.

I dag var det noget nær den 7. himmel. Og på sådan en dag tænker jeg, at der sgu nok alligevel er håb forude for knægten

Jeg husker da vores klasselærer i folkeskolen, gamle lærer Clausen, i 1980-81, skulle fortælle os halvstore drenge og piger om puberteten. Ordene var nogenlunde: “Pigerne får menstruation og drengenes stemme går i overgang. Nogen spørgsmål?! Nej! Godt, videre til undervisningen!”

Og det var vist nogenlunde det.

Victor går nu i 5. klasse og har fået en seddel med hjem, hvor der står lidt om hvad der skal ske, når klassen i næste uge får besøg af sundhedsplejersken. Der står bl.a. følgende:

“Vi skal tale lidt om emnet pubertet og det vil sige den periode, hvor man udvikler sig fra barn til voksen. Vi skal bl.a. tale om den proces, der sætter udviklingen i gang og komme ind på de fysiske forandringer, som kroppen gennemgår, men også de indre forandringer, så som humørsvingninger, forelskelse og oprør/løsrivelse fra forældrene. Vors snak vil være meget generel og jeg stiller ingen personlige spørgsmål”.

Jeg er spændt på hvilke spørgsmål og tanker Victor kommer hjem med efter sundhedsplejersken har været på besøg i klassen. For der dukker helt sikkert spørgsmål op. For Victors vedkommende er det nok mest humørsvingninger og oprør/løsrivelse der er mest fremtrædende i øjeblikket.

Vi kan godt mærke på Victor, at han gerne vil være stor/voksen, og gøre alting selv. Og alligevel er han ikke større end at han kan ringe til mig, og glad fortælle, at han tager på legeplads med en af kammeraterne.

Det er en hårfin balancegang der trædes i disse (teenage)år, både af os og Victor, men hvis vi voksne forstår at rumme Victor og hans begyndende voksenliv – og de bump der nu engang må være på vejen, så er jeg sikker på, at vi nok skal komme helskindet igennem.

På vej hjem i bussen taler yngstepigen og jeg om Allans og mit bryllup.

Yngstepigen udbryder med lettere forurettet stemme: “… ja og næste gang far skal giftes, så vil jeg altså give far ringene!”

Den besked er så hermed givet videre til Allan.

Umulig sur tvær umedgørlig præ-teenager byttes gerne til sødt glad og medgørligt barn – dvs. et barn godt under 11 år eller godt over 18 år

(Og ja, jeg elsker min søn uendelig højt, men nogengange så …)

Mellemstedrengen (syngende): “Victor ligger ovenpå mig, det kan jeg ikke li’ “.

Victor: “Det kan jeg godt!”

Mon der er grund til bekymring

Tre hurtige eksempler på, at mit barn er ved at være stor:

1. Victor går i 5. klasse, og det er derfor slut med at fejre fastelavn i skolen.

2. En af legekammeraterne har en stemme, der er i overgang

3. Victor kom selv forleden dag, og spurgte om han måtte få varmere tøj på i skole.

Godmorgen.

Så er vi ved at få øjne her i huset. Nytårsaften gik godt. Lækker mad, god rødvin. Megen latter og til sidst nytårsfyrværkeri i haven. Selvfølgelig med beskyttelsesbriller.

Årets første indlæg skal som altid være et KÆMPE STORT TILLYKKE til yngstepigen, som i dag fylder 8 år – og slet ikke er så lille mere

På Victors skole er det tradition, at alle 5. klasserne går i Sankta Lucia optog i december. Og i år var turen så kommet til Victors klasse, og de to øvrige 5. klasser.

Og i morges kl. lidt over otte startede Lucia-optoget. Det var smukt og rørende – og man blev lidt imponeret over, at alle de dejlige (møg)unger kunne se så søde og uskyldige ud og synge så smukt.

Billederne er ikke noget at råbe hurra for, men jeg håber alligevel de giver et lille indtryk af hvordan det så ud.