8.b havde en fantastisk Blå Mandag. Victor kom hjem fra festen kl. 23.30 og det var en meget træt dreng, jeg vækkede tirsdag morgen. Men op skulle han og i skole for første gang i en måned.

Nu er hverdagen godt i gang igen for børnene, men heldigvis i en måned, som byder på mange fridage. Og i uge 22 tager Victor til Tyrkiet med sin far og hans kæreste.

Jeg kunne også godt trænge til lidt varme. I hvert fald til min meget ømme hals. Jeg har drukket mange kopper varm te i dag, men synes ikke rigtigt, at det hjælper. Og æv, jeg gider altså ikke at være syg nu!

Måske skal jeg bare finde min seng og håbe på at en god nattesøvn kan fjerne den ømme hals.

Victor er ikke døbt og har selv taget valget om ikke at blive konfirmeret.

Men han er med, når hans klasse i morgen skal holde Blå Mandag. Fire forældre fra klassen har lavet et supergodt program, hvor børnene de unge skal køre gokart og klatre og til sidst slutter de dagen af med en fest hos en af klassekammeraterne.

Udfordringen med alkohol er også klaret godt. De unge må få én, to eller ingen genstande til festen. En genstand kan f.eks. være øl eller cider. De har alle givet besked inden festen, om hvor meget de må drikke, og forældrene som er med til festen, holder så øje med at de får det antal genstande, som er valgt.

Festen varer til kl. 24.00.

Victor er helt klar til Blå Mandag og har været ude og købe nyt tøj til aftenfesten.

Jeg håber, at de unge mennesker i 8.b får en fantastisk Blå Mandag

Nogen gange skal det være rigtigt skidt før man kan begynde at ane lyset for enden af tunnelsen

Dagen er gået med de sædvanlige søndagssysler. Der er blevet vasket flere maskiner tøj. Huset er rengjort.

Og så har manden min fået ryddet op på terrassen. Så nu er vi helt klar til de lune sommeraftener med bøffer på grillen og rødvin i glasset.

Lockouten fortsætter og pt. er der ikke nogen afslutning i vente. Har endda hørt rygter om at lærene har penge nok i strejkekassen til at fortsætte i 50 dage endnu. Dét håber jeg ikke kommer til at holde stik!

Mellemstedrengen har, som det eneste af børnene, tappert gået i skole hver dag under lockouten. Han har helt normalt skoleskema. Yngstepigen er i skole mandage og onsdage. Kun Victor kan holde helt fri, da alle hans lærere er lockoutet.

Nu har Victor så fået en babysittertjans i næste uge, og skal tidligt ud af fjerene i morgen ligesom os andre. Han skal passe sin fætter på 7 år fra kl. 8 til kl. 12, hvor han skal følge Christian på SFO.

To fluer bliver slået med ét smæk. Min søster slipper for at stresse over pasning af Christian og Victor bliver bekæftiget og tjener også en skilling på det.

Mens vi venter på diabetes … kunne have været overskriften til dette indlæg.

I morgen er det præcis 1 år siden, at min dengang 13-årige teenager fik diagnosen diabetes type 1. På en fredag den 13., som fuldt ud levede op til sit navn.  Jeg kan huske, at det regnede, da vi kørte ud til Herlev Hospital sent fredag eftermiddag. Victor var meget ked af det hele vejen derud og ville ikke gå med ind, da vi endelig nåede frem. Han græd i modtagelsen og han græd, da han sammen med mig og sin far ventede på lægen på den stue som vi fik tildelt. Og han græd da sygeplejerskerne – efter flere forgæves forsøg – tog blodprøver på ham.

Først da vi kom op på børneafdelingen og fik aftensmad – som bestod af 3 stk. smørrebrød til hver og light saftevand – faldt Victor til helt ro. Han fik, for første gang i sit liv, insulin og da vi havde spist krøb vi i seng og faldt i søvn. Det blev en afbrudt søvn, for natten igennem fik Victor målt blodsukker. Da det på et tidspunkt lå lavt, fik han lidt at spise. Her, et år efter, kan jeg stadig få flash-back til den nat, når jeg hører det lille klik det giver, når Victor lukker låget på sine strips.

I de tre dage Victor var indlagt på Herlev Hospital, eller Hotel Herlev som vi døbte det, lærte han at måle sit blodsukker og selv tage insulin. Han fandt ud af, at han godt måtte og kunne spise Nutella og risengrød med kanelsukker på, på trods af sin diagnose. Han fik sin helt egen flaske light saftevand. Og han fandt ud af og fik fortalt mange gange, at han er den SEJESTE dreng!!!

Mandag vurderede lægen, at Victor – og hans trætte forældre – var selvkørende nok til at vi kunne blive udskrevet. Det var en meget glad dreng og en meget træt mor, der kørte hjem fra hospitalet. Resten af ugen gik med at måle blodsukker, notere ned hvad Victor spiste, øve i at tælle kulhydrater, give insulin og krydse fingre for at vi gjorde det rigtige. Alt foregik i tæt samarbejde med diabetessygeplejerskerne. Det blev til mange opringninger til ambulatoriet.

Ugen efter Victors debut skulle han starte i skole. På en tirsdag. Hele skoledagen bed jeg negle og sad med mobilen foran mig. Men kunne slappe lidt af, da Victor efter skole ringede og spurgte om han måtte gå med en kammerat hjem. Der er ting i livet, som er vigtigere end en nervøs mor og diabetes

Den næste måned gik med at få styr på kulhydraterne. Vi regnede ud, målte blodsukker og gav insulin. Stadigvæk med kontakt til ambulatoriet men flere og flere gange vurderede vi selv og gav insulin. Victor fik også langtidsvirkende insulin morgen og aften, og han blev ved med at ligge lavt – både om dagen og om natten. I samarbejde med ambulatoriet justerede vi ned og ned i enhederne – og en dag ca. midt i maj 2012 endte vi på 0 enheder insulin. Og der har vi stort set ligget lige siden. Dejlige honeymoon!

Victor har fået 1-2 enheder insulin til sin mad enkelte gange siden den dag i maj. En diabetikers blodsukker skal helst ligge mellem 4-8. Victors blodsukker har været oppe på 8, 9, 10 og én enkelt gang 14. Men vi har altid kunne få det ned igen – enten af sig selv eller med et par enheder insulin. Hans langtidsprøver har ligget fint. Den sidste, som Victor fik taget i sidste måned, lå på 5,5.

Så ja … Victor har diabetes. Han måler sit blodsukker 4 gange om dagen. Før morgenmad, frokost og aftensmad og inden han går i seng. Han spiser fornuftigt, drikker kun light produkter, men får også lov til at spise slik i weekenden.

Vi har været meget heldige med Victors honeymoon, og efter et helt år, kan vi kun glæde os over hver dag, hvor Victor kan klare sig uden insulin. Vi ved med sikkerhed, at det vil ændre sig. Victors krop vil stoppe med at producere insulin, og Victor vil blive afhængig af insulin, som han selv skal tilføre sin krop.

Men indtil da … ja, så venter vi på diabetes. Og vi vil gerne vente længe!

På Amager lever vi også med lockout og prøver at få det bedste ud af det.

Victor har været hjemme fra skole hele ugen. Tirsdag var han hjemme sammen med yngstepigen og onsdag var han alene hjemme.

Onsdag eftermiddag blev Victor sløj og lagde sig med feber, så i går tog jeg mig en barns 1. sygedag og blev hjemme, så jeg kunne holde et øje på Victors feber og blodsukker. Held i uheld var så, at jeg samtidig kunne passe yngstepigen og min nevø, da hans lærer i 1. klasse også er ramt af lockout’en. I dag har jeg taget en afspadseringsdag. Christian er hos os igen og glæder sig til at Victor – forhåbentlig – snart vågner, så der bliver lidt bedre underholdning end den kedelige moster, som kun taler om rengøring

I aften bliver alle unger hældt ud af huset. Christian bliver hentet af min søster og Victor skal hjem til sin far. Allan er ude med sit arbejde og jeg får besøg af min veninde. Det bliver en god afslutning på en anderledes uge.

Dejlige påskeferie!

Jeg har været på arbejde de tre første dage i denne uge, men nu er påskeferien startet. YAY!

Vi skal til et par påskefrokoster – én uden børn og én med børn. Vi skal en tur i biffen med Victor og se Croods – og vi skal slappe af og prøve at komme ned i gear, hvilket vist er meget tiltrængt.

Lige nu ser det ud til at ungernes påskeferie bliver forlænget. Hvis lockouten bliver en realitet på tirsdag,  har Victor ikke nogen timer på skoleskemaet i næste uge. Yngstepigen kan også holde fri. Det er kun mellemstedrengen, der får tilbudt skoletimer. Men det tager vi, når vi kommer dertil.

Altså ikke min opsigelse.

Men én af de kolleger vi ansatte i slutningen af 2012, har fået nyt job internt i styrelsen. Det fik vi at vide i dag.

Er glad på min kollegas vegne, men bliver lidt træt ved tanken om, at vi igen-igen bliver underbemandet.

Jeg har frosset hele dagen.

Først frøs jeg på vej til arbejde på vej til toget, på vej til metroen, på vej til bussen og til sidst på vej hen til arbejdet.

Så frøs jeg hele dagen på min pind på arbejdet i et meget koldt lokale.

Jeg frøs hele vejen hjem igen på vej til bussen, på vej til metroen (som i øvrigt holdt stille ved stationen med pivåbne døre … bbbrrrrr ….), på vej til toget og på vej hjem fra toget.

Nu har mig og min teenager fået aftensmad og jeg sidder i sofaen og fryser videre. Men jeg glæder mig dog over, at aftenens forældremøde på Victors skole er aflyst, så jeg ikke skal ud i kulden igen.

Nu vil jeg finde mig et par af de varme tæpper og om lidt skal jeg have en kop te. Mon så ikke der kan komme lidt varme i min krop igen?!

I mandags fik jeg at vide, at Annette, som skriver en af de blogs jeg læser, er død.

Jeg lærte Annette’s blog af kende i 2006, hvor Annette stod for at skulle flytte til Barcelona. Jeg har fulgt hendes blog helt frem til december sidste år, hvor Annette postede det, der skulle blive det sidste indlæg. Jeg har læst om Annettes liv i Barcelona, om de udfordringer hun havde – og jeg har beundret Annette, for at hun turde udleve sin drøm, give slip på alt den tryghed hun havde i Danmark, og rejse ud i den store verden.

I 2008, da Allan og jeg var i Barcelona på bryllupsrejse, mødte jeg Annette. Hun hev et par dage ud af sin travle kalender, for at være tourgide for mig og Allan. Vi travede rundt i Barcelona med Annette og vi spise tapas og drak sangria sammen. Da vi kom hjem igen, fandt jeg Annette på Facebook og kunne derigennem også følge med i Annettes liv i det spanske. Lige frem til december 2012, hvor indlæggene på både blog og Facebook pludselig stoppede.

Jeg havde nok godt på fornemmelsen, at noget ikke helt var som det skulle være. Men alligevel blev jeg chokeret og ked af det, da jeg i mandags kunne læse, at Annette nu er død.  Sjovt, for vi synes jo at vi kender hinanden, når vi følger med i hinandes liv gennem vores blogs. Og selvom jeg ikke var tæt på Annette, har det påvirket mig meget, at hun ikke er her mere

Annette, jeg kommer til at savne dit gode humør og optimisme - og din fredagsdans på Facebook.

RIP.

3 måneders pause på bloggen blev det til.

3 måneder, hvor der ikke er sket det helt store. Vi har været vintertrætte og vintersyge, men har alligevel formået at holde os oven vande frem til nu, hvor foråret så småt titter frem.

Allan har arbejdet på at få vores nye køkken færdig, og nu mangler der kun ganske få ting, før det er helt færdigt. Det er blevet så flot og vi nyder at kokkerere i køkkenet.

Min søster har fået job efter at have gået arbejdsløs i 12 måneder. Dét er helt sikkert værd at fejre. Søster er meget glad og jeg er meget glad på hendes vegne

Victor klarer sig stadig uden insulin. Hans blodsukker er måske steget en smule siden december måned, hvor vi sidst var til kontrol på Herlev Hospital. Jeg tror dog stadig, at det ligger fint – dvs. under 7,7 – men det får vi svar på næste onsdag, hvor han skal til kontrol igen.

De første skolemåneder i det nye år, har også budt på nye udfordringer for Victor. Han går nu i 8. klasse og har derfor været på “brobygning”. Det vil sige, at han på 4 dage har besøgt to forskellige uddannelsessteder. Han har besøgt Københavns Tekniske Skole og Niels Brock ved Nørreport Station. Jeg tror, at det har været godt for ham at være afsted, og  han begynder måske at få en idé om hvad han vil efter folkeskolen – eller hvad han ikke vil – i den jungle af tilbud der er i dag.

En anden udfordring har været terminsprøver. Klassen har for første gang prøvet terminsprøver. De var oppe i 5-6 forskellige fag og de var oppe i 9. klasses stof, da den var en prøveeksamen. Victor klarede sig godt, og det er tydeligt at se, hvor hans stærke og svage sider er. Der bliver nok at tage fat på i de sidste år i folkeskolen.

Jeg  går bare rundt og glæder mig til at det bliver sommer, sol og varme. Vi har kigget lidt på netter efter rejser, men har endnu ikke fundet noget, der passer til vores pengepung. Måske bliver det sommerferie i huset, måske finder vi på noget andet.

Lige på faldetrebet – inden Dronningens nytårstale, inden den gode mad skal spises og inden det store nytårsknald – vil jeg ønske Jer alle et rigtigt godt nytår.

Overskrifterne på mit 2012 må være:

Fyringsrunde på arbejdet
Semi-nyt arbejde
Victors diabetes
Gensyn med England med min veninde
Ombygning af stue og køkken

2012 har også være fyldt med så meget andet, men de her overskrifter er det der skiller sig ud, når jeg tænker tilbage.

Jeg håber, at 2013 bliver året hvor jeg tager livet lidt mere afslappet. Hvor jeg bliver bedre til at  koncentrere mig om de vigtigste personer i mit liv. Og, nåh ja, hvor jeg lige smider ca. 300 kg.!

GODT NYTÅR!

1. juledag. Dagen efter juleaften, som vi og børnene har ventet på i så lang tid. Juleaften er overstået på et splitsekund og lige så meget som jeg glæder mig til juleaften, så nyder jeg 1. juledag. Dagen derpå.

Det er her, at jeg rigtig kan nyde og mærke julefreden. Nyde at være sammen med min familie. Slappe af og nyde mine julegaver. 1. juledag laver vi det vi gider. Vi går i køkkenet og spiser, når vi er sultne. Vi ser tv. Børnene hygger sig med deres julegaver. Hvis vi har lyst, falder vi i søvn på sofaen. Hvis vi har lyst, laver vi aftensmad. Hvis vi har lyst, går vi en tur sammen.

Lige så hyggeligt som det er, at tilbringe juleaften med familien, lige så hyggeligt er det, at tilbringe 1. juledag kun med Allan og børnene.

I går fejrede vi juleaften hos min svoger og svigerinde. Yngstepigen og mellestedrengen var med. Børnenes fætter på 6 år var der og i år var min søster og Christian også med. En lidt anerledes familiejul, men en god jul.

Victor holdt juleaften hos sin far og – jeg har i hvert fald ikke hørt andet – Victor holdt jul uden at skulle tænke på insulin og høje eller for lave blodsukre. Endnu et af mine juleønsker gik i opfyldelse

Og så er de smukke fyrfadsstager på billedet også et juleønske og julegaven til mig fra Allan. Og jeg elsker dem allerede

I ønskes alle en rigtig glædelig og fredfyldt jul.